Drømmer I om et fristed langt fra storbyens stress og jag, hvor natur, ro og simple living er nøgleordene? Og skal det kunne tages i brug med det samme? Så se nærmere på dette charmerende sommerhus med flere småhytter og en hyggelig grund for enden af en lukket vej i Kaldred ved Eskebjerg.
Huset er beliggende midt i Kaldreds skønne natur, og fra matriklen føres I ad stier til den nærliggende grusgrav, der jf. sælger er ved at blive omdannet til badesø. I forlængelse af den ligger en fiskesø, og I har heller ikke langt til den skønneste badestrand med fredede arealer, hvor I møder køer, der går og græsser. I bil har I omtrent et kvarter til henholdsvis Kalundborg og Havnsø, hvorfra I kan komme til Nekselø. På vej tilbage kan I proviantere i Eskebjerg, eller lægge vejen forbi det lokale spisested, Perlen, og tage take-away med hjem.
Tilbage på grunden kan I nyde solen og roen, og faktisk er det kun de næsten lydløse svævefly, der glider over himlen fra Kalundborg Flyveplads, man kan høre, når man nyder solen udenfor. Grunden udgør 960 m2 og er enkelt anlagt med en stor plæne, der indbyder til et aktivt udeliv. Den omkranses af grøn beplantning, som også synes at danne levende hegn mellem bebyggelserne på matriklen.
Selve sommerhuset udgøres af flere charmerende småhytter, hvoraf det største har loft til kip og er indrettet med et opholdsmiljø stue og køkken. I sidstnævnte er der indlagt vand, mens komfur og køleskab kører på gas. Hertil kommer to mindre hytter, der oplagt indrettes med sovepladser, og i forbindelse med den ene er et bæredygtigt muldtoilet. Hertil kommer endnu en bygning til alskens opbevaring.
Er dette jeres nye fristed? Kontakt os for en fremvisning.