Dette sommerhus synes nærmest at være i ét med naturen, da opvoksede træer omkranser boligen, mens fjordens blå vand kan spottes for enden af matriklen. Der er tale om en arkitekttegnet, norsk fjeldhytte, hvor der er gjort en dyd ud af at bibeholde den oprindelige sjæl.
Ganske som adressen antyder, bosætter I jer tæt på kysten, og da en lille jolle med motor medfølger i handlen, kan I nemt tage på opdagelse til søs, hvor et smut til bådehavnen ved Frederikssund og Marbæk Strandbæk er en oplagt destination. Når trangen til en is melder sig, kan I besøge Hansens Flødeis Mejeri i Lyngerup omtrent fem kilometer fra adressen, mens indkøbene klares i Skuldelev. Det tager desuden under en time at køre til København.
Grunden er højt beliggende, hvorfor I har udsigt over Roskilde Fjord og Stenø. Den store matrikel på 2.316 m2 indbyder til leg med rutsjebane og en hule i træet, mens de voksne kan indfinde sig på terrassedækket ved vandet. Netop her kan I beskue det 180 graders vue over fjorden, som snart vil få skuldrene til at sænke sig. Der er også et bålsted til snobrød og skumfiduser, og med i handlen følger en havetraktor.
Selve huset emmer allerede udefra af idyl, og det oprindelige udtryk er bibeholdt, hvor et gennemgående valg af fyrretræ overalt viser sig. De blotlagte loftsbjælker tilfører hygge, mens loft til kip og markante vinduespartier underbygger den indbydende atmosfære. I 2015 blev gulvet efterisoleret og udskiftet, og samme år stod også brændeovnen og skorstenen for tur. En varmepumpe luner på kølige dage, og så venter en genial planløsning med et værelse, et badeværelse, et køkken og en stue med opgang til hemsen. I bør desuden bemærke, hvordan opbevaringspladsen er medtænkt i arkitekturen.