Nu får I denne enestående chance for at blive de næste ejere af dette skønne rækkehus midt i Kalundborg. Huset fra 1780 emmer af historie og sjæl og har en perfekt kombination af moderniseringer gennem tiden og klassiske detaljer, som vidner om et gammelt byggeri. Her får I to stuer, fem værelser, et køkken, et badeværelse og et gæstetoilet, mens der udenfor venter jer en stor, lukket have.
Fra vejen mødes I af den smukke ejendom med gråmalet facade, rødt tegltag fra 2005 og hvide sprossevinduer. Huset ligger på en stille vej uden genboer overfor.
Indenfor bliver I budt velkommen til en lang stue, som er forsynet med et elegant parketgulv med kvadratisk mønster og roset i loftet. Herfra er der indgang til en charmerende spisestue, som ligeledes prydes af det flotte gulv samt et elegant loftoptryk og råder over en terrassedør til haven og forbindelse til køkkenet. Stueplanet byder tilmed på to værelser og et stort badeværelse med muret bruseniche og plads til vaskefaciliteter.
På første sal kan I glæde jer til tre værelser med plankegulve, hvoraf to af dem kommer med hyggelige karnapvinduer, som sørger for et glimrende lys. Rummene er særdeles indretningsvenlige og egner sig fint til børneværelse, kontor eller noget helt tredje. Etagen giver jer ydermere to disponible rum samt et gæstetoilet med håndvask.
Udenfor venter jer en pragtfuld, lukket have, hvor børnene kan løbe frit rundt og lege på det store udendørsareal med græsplæne og små kroge med træer og buske. Imens kan de voksne slappe af på fliseterrassen og nyde den skønne udsigt.
I kan se frem til at flytte ind i et eftertragtet kvarter i Kalundborg tæt på alle hverdagens behov. I gåafstand ligger både daginstitutioner, skole, indkøb og transportmuligheder, ligesom I også finder den hyggelige havnepark med caféer, restauranter og havnebad.