Vil I bo familievenligt i en bydel, der har det hele? Så siger vi velkommen til Saven i Høje Taastrup. Her finder I denne velindrettede lejlighed, der sagtens kan rumme en familie, da I får hele tre værelser samt en rummelig stue. Placeringen er heller ikke at foragte, for I kommer til at bo øverst oppe med en stor, lækker altan, som vender sydvest ud mod et fællesareal.
Beliggenheden er både hyggelig og praktisk. Byens transportforbindelser kommer I nemlig til efter blot fem minutters cykeltur, og under én kilometer fra adressen finder I ligeledes indkøb, daginstitution, skole og et bibliotek. City2’s mange butikker er også kun nogle minutters pedalarbejde fra jeres adresse.
I bliver del af en veldrevet ejerforening med svømmehal og tennisbaner, mens I desuden får tildelt en parkeringsplads i kælderen.
Hoveddøren åbnes til en fordelingsgang, som giver jer et hurtigt overblik over ruminddelingen. På højre side finder I de tre regulære værelser, hvoraf det største med skab er oplagt til soveværelset. Badeværelset har bruseniche med glasafskærmning og både overskab samt skuffer. I gangen ser I et ekstra rum, der tidligere fungerede som et gæstetoilet, men nu bruges til walk-in-closet - det er dog nemt at genetablere den tidligere løsning, hvis I føler mere for det.
Endelig når I frem til de hyggelige opholdsrum. Spisekøkkenet præsenterer sig lækkert med moderne, hvide fronter og en slibevenlig bordplade samt metrofliser på bagvæggen. Glæd jer til at sammensætte alle livretterne her, inden I mødes omkring spisebordet ved vinduet med morgensol. I stuen falder lyset bredt ind gennem vinduespartierne mod altanen, så også her får I et fantastisk rum, hvor I kan slappe af og nyde hinandens selskab.
Prikken over i’et er den skønne altan, som har masser af plads til grillen, havebordet og nogle farverige blomster.
Ring for en fremvisning.