Mellem Rågeleje og Vejby finder I denne store ejendom, der har plads til to familier takket være den funktionelle grundplan med to køkkener, seks værelser, tre stuer, tre badeværelser og mere til. I vil desuden elske den 2.720 m2 store grund i naturskønne omgivelser, som også sikrer et rigt dyreliv.
Den solgule villa er malet udvendigt i 2021, og hjemmet varmes op af et pillefyr.
Det første boligafsnit indeholder et klassisk køkken med plads til en spisekrog, og der er direkte forbindelse til den første stue. Videre findes der et brusebadeværelse og et værelse, mens der via et bryggers og et værksted er adgang til et separat værelse, som eventuelt kan vække glæde for teenageren. Denne boligdel har trappe til første sal, der indledes af en stue med lysgivende tagvinduer. Heroppe er der også et stort værelse med badeværelse en suite, som har to håndvaske. Endelig tilgås et uudnyttet loftsrum, hvilket I også har forbindelse til fra det andet boligafsnit.
I den anden del har køkkenet åben hvælving til den hyggelige stue, så der opleves et dejligt rumforløb. I denne enhed får I ydermere tre værelser, et gæstetoilet og et badeværelse med kar. Således er der perfekte muligheder for at bo flere familier sammen, mens I selvfølgelig også kan vælge at leje ud.
Den store grund fortsætter mulighederne for lige dét, I drømmer om. Der er plæne til leg, flere terrasser, hønsehus og drivhus, mens en ekstra charme er besøgene fra rådyrene. Særligt om sommeren blomstrer det hele smukt, og derudover får I glæde af frugttræer og bærbuske.
Ejendommen ligger naturskønt med gåafstand til de eftertragtede strande og Heatherhill. I Vejby finder I skole, indkøb, dagtilbud, motionscenter og togstation efter godt ti minutters cykeltur.